Hej kent d,
Det kommer an på hvad du mener med at passe på og hvilken model du har mm.:
Du skriver V70T hvilket antyder en 2435ccm motor med lavtryks turbo (193 HK).
Men er det:
Manuel eller automatic? Stationcar eller sedan? Soltag? Hvor mange kilometer har den kørt. Hvor mange ejere? Er alle services blevet udført (se i service bogen)? Har du observeret nogle problemer, lyde eller andet du ikke bryder dig om?
Din V70 er ikke meget anderledes end min 850 W56 motorfra 1996. Min er en stationcar med automatic, den har turboladet motor og manuel aircon. Da jeg købte den i 2006 havde den kun kørt 150.000km, men var jo 10 år gammel og tiden slider lige så meget som de kørte kilometer, - specielt går det ud over de gummidele der er udsat for vejr og vind og naturligvis går det ud over karosseriet
Her er et par skud fra hoften baseret på mine egne oplevelser:
Hvis det gælder sikkerhed og kørselskomfort:
Jeg skiftede alle gummibøsninger i undervognen, støddæmpere, bremseskiver, bremseklodser og gummibøsningen i det motorophæng der er placeret over motoren. Det var dyrt men MEGET at anbefale, - det blev en ny bil.
Hvis det gælder vedligeholdelse og forebyggelse:
Som ved alle biler skal du sørge for at overholde alle services som angivet i service bogen.
Hvis du har automatic er det på tide at få skiftet olien i gearkassen, selvom Volvo ikke specificerer olieskift.
Hvis der er en stationcar du har så vil de gasdæmpere der holder bagklappen oppe miste trykket efterhånden og du får klappen i hovedet, det sker for mig i øjeblikket, - det er ikke et specielt Volvo problem.
Hvis du har aircon og ikke har pollenfilter i kabineluftindtaget skal du få et monteret. Det er ikke usædvanligt at den radiator der leverer den kolde luft bliver fyldt med blade mm. når det ikke er monteret. Hvis du har et filter monteret skal det sikkert skiftes.
Jeg har lige måtte skifte min katalysator fordi jeg havde for travlt til at undersøge en raslelyd. Det var et af udblæsningens gummiophæng der var knækket, hvilket medførte at katalysatorens afgangsrør blev overbelastet og derfor knækkede.
Sollys og luftforurening gør baglygternes 'glas' matte med årene og det er ikke noget du kan ændre på. Jeg har selv prøvet at slibe mine med vandslibepapir og lakere dem med klar lak, men vil ikke anbefale det endnu da jeg endnu ikke har fundet en lak der fungerer.
Skriv lidt mere om modellen og hvad du oplever så skal der sikkert også komme svar.
Se iøvrigt
http://www.matthewsvolvosite.com, det meste stammer fra US og Canada, men det kan man også blive klog af.
Der er også
http://www.brickboard.com/,
http://www.swedishbricks.net/ og mange andre hjemmesider. De linker ofte til hinanden, så har man fundet en så finder man også de andre.
mvh