Hej volvofans
Jeg synes lige jeg vil dele min til dato mest surrealistiske værkstedsoplevelse med jer. Så kan det være I undgår at begå samme fejl som jeg.
I dag havde jeg min v70 D5 III til fejlfinding hos K. Westergaard i Horsens. De er ikke mit faste værksted, men jeg har brugt dem en gang før til fejlfinding, og de er blevet mig anbefalet til netop fejlfinding.
Lidt forhistorie:
Jeg har det seneste års tid bøvlet med en periodisk el-fejl, som ingen andre volvofolk har kunnet løse. (Læs evt mine andre indlæg)
K. Westergaard kiggede allerede sidste sommer på bilen i den forbindelse, og anbefalede mig efter en times fejlfinding at få skiftet generatoren, da den ikke ydede hvad den skulle. Det ville de selvfølgelig gerne gøre for omtrent 5000 + moms. De vil dog ikke garantere det løser problemet.
Nå men jeg er fiks på fingrene og skifter selv generatoren til en magen til den Volvo foreskriver. Og magen til den der sad på i øvrigt. Pris ca 3000 alt inkl., så vidt jeg husker.
Herefter kører bilen fejlfrit indtil for en måneds tid siden, hvor fejlen opstår igen. Nå, det var så ikke generatoren tænker jeg og bestiller tid til en ny omgang fejlfinding hos K. Westergaard. De fandt jo trods alt en skavank første gang, så måske kan de igen.
Så er vi fremme ved i morges. Jeg afleverer bilen til værkføreren, sætter ham ind i symptomerne, siger jeg har skiftet generator, som de foreslog, og siger jeg henter bilen igen i eftermiddag. Værkføreren kigger på mig som om jeg snakker russisk, og siger at så ved han da ikke om han overhovedet gider prøve at finde fejlen, hvis de ikke må bruge den tid de mener der skal til. (!)
Men jeg skal bruge bilen for at komme hjem til Vejle, så vi bliver enige om deres mekaniker skal læse fejl ud, og ringe til mig, hvis noget dukker op.
Klokken 14.30 har jeg ikke hørt noget, og ringer til værkføreren, der siger de har opdaget der sidder en forkert generator på. Det er en 180A og det skulle have været en 150A.
Aha, tænker jeg. Det kan da være han har ret, men efter jeg har lagt på vender jeg lige hans udsagn med en anden volvomand jeg kender, der siger min netop er født med en 180A generator fordi den er født som taxa.
Det vil jeg selvfølgelig gerne vende med værkføreren igen, så jeg skynder mig at ringe tilbage, men det skulle jeg aldrig have gjort!!
Værkføreren kan ikke afvise det jeg siger, og da jeg spørger lidt mere ind til deres konklusion flipper han fuldstændig ud og siger at "nu gider han bare ikke have den bil mere. Jeg må komme og hente den med det samme, og så glemmer vi alt om det. Og jeg er bare sådan en type, der ringer alle steder hen, for at spare penge. Og det kan jeg bare glemme."
Jeg bliver helt rundt på gulvet, for jeg har måske talt med fyren i sammenlagt to minutter, så jeg nåede slet ikke at se den latente bombe nærme sig sprængning. Og i øvrigt startede jeg med at undskylde min nu anden opringning, men jeg vidste jo at han ville være væk, når jeg kom for at hente bilen. Så jeg får bare fremstammet et OK, som han vist ikke når at høre fordi han har smidt røret på.
Da jeg stærkt rystet henter bilen en halv time senere er fjolset væk, og der ligger en regning til mig på 1300 kr. Som jeg selvfølgelig betaler, men hold kæft hvor havde jeg lyst til at tørre røv i den regning.
Så mit råd er: hold jer langt væk fra K. Westergaard i Horsens, hvis I ønsker konstruktiv og brugbar fejlsøgning. Eller lad være med at stille spørgsmål til deres konklusioner...
Mvh
IK74



