Da jeg natten til lørdag blev hentet af fruen på togstationen i Ringsted, efter at ha taget toget hjem fra julefrokost i Roskilde, lod jeg mærke til at temperaturmåleren ikke gik helt så højt op som den plejer.
Nå jeg må ha skiftet termostaten tænkte jeg. Lørdag fik jeg ikke kigget på vognen (og skulle heller ikke køre bil kan jeg hilse og sige...) og søndag skulle vi til noget Luciaoptog med den ældste datter.
Efter der, blev vi enige med svigerfar og svigermor om at køre en tur til byen og se på noget julehalløj. Vognen gik fint dog med et skævt øje til temp.måleren som stadig ikke ville så højt op, som jeg mente den plejede. Omvendt var det jo også koldt udenfor.
Efter at ha været rundt i byen, skulle vi videre. jeg starter vognen op, og kan godt høre den kun går på 3 cylinder. Når man gav lidt gas kom den dog.
Pludselig begyndte det at ryge fra motorrummet. Ud og kigge og kølervæske rendt ud af/på/over udstødningsmanifoldet og turboen.
Det var jeg jo godt klar over, man ikke bare skulle køre videre med, så fat i Falck og Zonen. Har da heldigvis abonnement selv om jeg aldrig har brugt det på 940eren. Efter en halv times tid kom der en flink Falckmand og vi fik hurtigt hevet 940eren op på hans MAN fejeblad og mig ind på passagersædet i kabinen.
Konen og ungerne var jo kørt med svigerfar og svigermor i deres 460er.
Nå hjem på værksted med vognen. da Falck havde læsset den af, prøvede vi lige at tørne engang. Det ville den ikke. Ud med tændrørne og hvad opdages:
Vand i cylinder 3.
Nå nu er topstykket pillet af og fejlen er fundet. Toppakningen var simpelthen blevet "træt" og vil nu blive skiftet sammen med en planslibning af topstykket.
Når det nu skulle være,er jeg da trods alt glad for at det skete en dag hvor jeg var med i bilen og ikke en dag hvor fruen kørte alene.


